Der var i dag frist for afgivelse af endelige bud til puljen på 28,7 milliarder kroner til CO2 fangst og lagring – CCS-puljen.Energistyrelsen har modtaget to bud.
Der er afsat 28,7 milliarder kroner til fangst og lagring af CO2 i CCS-puljen. 16 projekter søgte om at blive prækvalificeret til puljen. Heraf blev 10 projekter i maj 2025 prækvalificeret. Otte af projekterne afgav indledende bud i august 2025.
”Den politiske opbakning til CO2-fangst og lagring er klar, og derfor er det godt, at vi har fået to bud i hus – et af dem fra Aalborg Portland, der er Danmarks suverænt største udleder. De to bud er med til at opbygge nye værdikæder for CO2-fangst, transport og lagring i Danmark. Værdikæder, som ikke kun kommer de her projekter til gode, men også fremtidige danske og udenlandske projekter,” siger klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard.
”Vi ser ikke ud til at hente så meget, som vi havde forventet, når det gælder CO2-reduktioner – og det er brandærgerligt. Jeg har derfor bedt mit ministerium om straks at igangsætte et arbejde, der skal undersøge, hvordan vi bedst støtter udviklingen af CO2-fangst og lagring herfra,” siger Lars Aagaard.
Energistyrelsen skal nu vurdere de indkomne tilbud. Forventet tidspunkt for tildeling af kontrakter er april 2026.

